Start | Spil | Programmer | Guider | Kontakt | FIRE beregner
HTML Guide | CSS Guide | JavaScript Guide | Release Guide |
Frigiv din hjemmeside
Af: Gabriel Siegel
Indhold
Introduktion

Nu har du efterhånden lært mange nyttige teknikker til, hvordan du kan lave en flot og spændende hjemmeside. Men indtil videre ligger det hele kun på din egen computer. Du vil jo nok gerne have, at den skal ud og ligge på Internettet, så andre mennesker kan få adgang til den. For at andre kan få adgang til den, skal din hjemmeside lægges ud på en såkaldt web-server. En web-server er en almindelig computer, som er forbundet til Internettet (dog tit noget kraftigere end en hjemme-pc). Denne computer gemmer hjemmesider på sin harddisk og kører et specielt program, der gør det muligt for andre computeres web-browsere at kontakte maskinen. En computer der på denne måde står til rådighed for andre computere og som tilbyder adgang til hjemmesider kaldes en http-server. Du har sikkert bemærket at adresser på hjemmesider starter med "http://". Dette fortæller computeren at det sprog den skal bruge til at bede om hjemmesiden er http. Det er også http som serveren i den anden ende forstår - derfor kan computere forstå hinanden når den ene beder om en side og den anden leverer den. Der er tre muligheder for at lægge din hjemmeside ud på internettet:

  1. Benytte en gratis web-server
  2. Betale for at få lov til at benytte en web-server
  3. Sætte din egen hjemme-pc op til at være web-server
Benytte en gratis web-server

Der findes mange steder på nettet som tilbyder gratis hjemmesider. Men der er flere ting du skal være opmærksom på. For det første tilbyder sådanne web-sites ofte kun, at man kan bruge deres egen editor. Det er meget nemmere at bruge end at programmere din hjemmeside i HTML, sådan som du har lært at gøre det gennem disse guides. Men det er også mindre fleksibelt. Ofte vil du kunne genbruge en masse ting som andre har lavet i forvejen - fx menuer osv. Men for en professionel så ser det latterligt ud, fordi det er så let at gennemskue, at man ikke har lavet det selv. Skal det laves ordentlig og skal det være originalt, så skal det programmeres som du har lært det. Derfor er det vigtigt at det sted du vælger rent faktisk tillader dig at sende dine egne HTML filer som du selv har lavet - uden at bruge deres editor. Det kan tit være lidt uoverskueligt at finde ud af, hvordan det gøres. Jeg vil ikke sidde her og gennemgå, hvordan det gøres på forskellige sites - det må du selv rode med :-). Som regel er der dog noget teknisk support, hvor du kan få hjælp.

En anden ting du skal være opmærksom på er, at gratis web-servere ofte kræver at du har bannere på din hjemmeside, så de kan tjene nogle reklame kroner ad den vej og dermed holde deres service gratis. Disse bannere betyder ofte, at din hjemmeside ikke kommer til at fremstå sådan som du forventer. Det kan tit være en skuffende affære. Nogle sites virker på den måde, at de faktisk kun viser din hjemmeside i en frame - og så viser de et banner i et andet frame ovenfor. Hvis du har glemt hvad en "frame" er, så henviser jeg til HTML guiden, hvor der er et afsnit der beskriver framesets.

En tredje ting du skal være opmærksom på er, at mange gratis web-servere ikke giver dig særlig meget plads. Det betyder at, hvis du har mange billeder og den slags på din hjemmeside, så er det ikke sikkert der er plads til den! En hjemmeside, hvor du kun må have 2 MB eller 5 MB data til at ligge tillader ikke særligt mange billeder - fx vil det ikke være muligt at lave et digitalt fotoalbum med alle dine billeder i. Det er der simpelthen ikke plads til. Vil du have mere plads må du enten betale dig fra det eller opsætte din egen computer til at være web-server.

Hvis du er interesseret i at finde et sted, hvor du kan oprette din hjemmeside gratis, så foreslår jeg at du benytter google og søger efter "Gratis hjemmeside". Så skal du nok finde en masse steder. Bare hav de tre ting i baghovedet som står i dette afsnit.


Betale for at få lov til at benytte en web-server

Der findes også mange steder, hvor du kan betale for at få adgang til en web-server, hvor du kan få lov til at lægge din hjemmeside. Sådanne stede kaldes også ofte for "web-hoteller". Fordelen ved disse er, at der ikke er nogle bannere, du får med sikkerhed lov til at lægge dine egne HTML sider ud uden at skulle bruge nogen form for editor og endelig får du meget mere plads. Som regel omkring 100 MB. Det er plads nok til at du kan lave en fin hjemmeside og have fx 50-100 billeder i høj kvalitet i et fotoalbum eller lignende. Det er ikke særlig dyrt at have en hjemmeside liggende. De billigste steder har priser omkring 9 kr om måneden. Det vil sige at du får ca. 100 kr om året kan have din egen hjemmeside kørende. Det er jo ikke særlig dyrt. Men det er klart, at det nok får dig til at tænke dig om en ekstra gang om du nu virkelig har brug for en hjemmeside. Man gider nok ikke bruge penge på det, hvis ikke hjemmesiden indeholder noget, som andre kunne få glæde af. Hvis du bare har lavet en hjemmeside for at prøve kræfter med det, så er det måske ikke værd at bruge penge på at få den lagt ud. Nedenfor er nogle links til sider:

Web hotelAntal MBPris pr. måned
B-One5009 kr.
Internet 1235009 kr.
OBS: Tabellen er sidst opdateret 7. Januar 2006

For at overføre filer til web-serveren benyttes ofte en protokol der hedder FTP. En protokol er et sprog computere bruger til at kommunikere - ligesom http jeg omtalte kort tidligere. Det er jo klart du er nødt til at have en måde, hvorpå du kan få lagt dine filer ud på webserveren. Til det formål skal du så have fat i et såkaldt FTP program, som er et program der kan tale sproget FTP. Med sådan et program skal man bare indtaste adressen på den server man vil i kontakt med - og så indtaste brugernavn og password. Brugernavn og password er noget web-hotellet vil give dig, når du har betalt for at få lov til at have din side liggende. Når dette er indtastet i FTP programmet vil du blive præsenteret med et fint grafisk interface, hvor du ofte bare kan trække filer fra din PC over i et vindue - og så se dem blive kopieret over på web-serveren. Det er meget nemt at bruge, så det er ikke noget der skal skræmme dig væk ihvertfald. Der findes mange forskellige FTP programmer - også flere som er ganske gratis. For eksempel kan du prøve programmet Core FTP:

Gå til Core FTP's hjemmeside

Hvis du gik ind på web-hotellerne jeg linkede til ovenfor, så vil du sikkert også have lagt mærke til, at de skriver at de understøtter FTP. Når du vil opdatere din hjemmeside skal du så bare åbne dit FTP program - logge ind på web-hotellet og så kan du ellers bare trække filer over. Web-hotellet vil nok også tilbyde dig et domæne-navn. Et domænenavn er det man skriver, når man angiver en hjemmeside adresse. Eksempler på domæner er "www.google.com" eller "www.ofir.dk". Hvis du ikke får et domæne, så skal brugere indtaste adressen på web-serveren, som ofte kan være noget i stil med "http://238.14.10.254", som er svært for mennesker at huske. Du kan selv vælge dit domænenavn - sålænge det ikke er ejet af andre. For eksempel kunne du vælge "www.jegersej.dk" eller hvad du nu kunne have lyst til. At have et domænenavn koster også penge. Tabellen viser nogle priser:

Web hotelPris pr. år for .dk domæne
B-One60 kr.
Internet 12350 kr.
OBS: Tabellen er sidst opdateret 7. Januar 2006

Sætte din egen hjemme-pc op til at være web-server

Det er muligt at sætte sin egen PC op til at være web-server. Det er en smule teknisk og du skal være opmærksom på følgende:

  • Du får ikke automatisk noget domæne med, så adressen på din hjemmeside bliver addressen på din computer (dens såkaldte IP-adresse). Dette betyder at din hjemmeside kan få en adresse i stil med "http://238.14.10.254", hvilket er svært for andre at huske.
  • Det er nødvendigt at din computer hele tiden er tændt og hele tiden har server-programmet kørende, for at andre kan få adgang til din hjemmeside. Hvis du ønsker at folk altid skal have adgang, skal du derfor have din computer kørende 24 timer i døgnet 7 dage om ugen.

Hvis du ikke kan leve med disse ting, så anbefaler jeg at du benytter dig af et web-hotel i stedet for.

Et gratis server-program er Apache Tomcat, der kan downloades her:

Gå til Apache Tomcat hjemmesiden

Du skal have Java installeret for at benytte dig af Apache Tomcat. Java kan du også hente gratis fra Javas hjemmeside. Efter du har Apache Tomcat, skal det installeres. Det skulle være ganske nemt. Den grundlæggende idé er, at du skal lægge din hjemmeside i en bestemt mappe inde under Apache Tomcat mappen, der typisk kommer til at ligge under mappen "Programmer". På min computer skal filerne til din hjemmeside ligge i en mappe inde i følgende mappe:
C:\Programmer\Apache Software Foundation\Tomcat 5.0\webapps\XXX
hvor XXX er navnet på den mappe du opretter til din hjemmeside. Men der er selvfølgelig flere ting at tage højde for. Du er nødt til at læse manualen til Apache Tomcat, som kan findes på hjemmesiden. Det står på engelsk og kan desværre godt være lidt teknisk for nybegyndere indenfor feltet. Men jeg vil ikke sidde og oversætte manualen for dig her. Hvis du virkelig har mod på at sætte din egen web-server op, så må du også arbejde lidt for det :-).

Privatlivspolitik